Randers Bike Week – søndag d. 30/6-2013

Af Joachim Næshave Christensen

Randers Bike Week er i fuld gang og med den danske sommer som kulisse til arrangementet, var der igen i dag lagt op til en dejlig dansk cykeldag i bakkerne omkring Randers.

Dagens etape kunne byde på en omgang landevejsløb, hvor A, B og U19 var klasserne som skulle køre længst. Deres etape målte 136,4 kilometer og den blev vundet af Jesper Hansen fra Team J. Jensen – Ramirent. Lige i hælene på ham var den velkørende Martin Grøn, som også endte med at lægge sig på toppen i klassementet, og dermed overtage den gule førertrøje fra holdkammeraten Nikola Aistrup.

I de lidt yngre cykelrytteres løb, var det i U11-klassen Oliver B. Søndergaard fra Silkeborg IF Cykling, som på den 12,4 kilometer etape snuppede både sejren og den gule førertrøje. I U13-klassen var det Victor Fuhrmann (Køge CR), som på den 24,8 kilometer lange etape, tog sejren – Den Gule førertrøje er dog besat af Mads Fenneberg fra Team Trek Bicycle Store.

Olympiske drenge til start
I U17-klassen er der i år deltagelse fra det danske U17 landshold, hvor især Anthon Charmig og Mathias Norsgaard Jørgensen har gjort sig bemærket i det store felt af kompetente ryttere. På dagens etape sluttede de begge i top ti på den 74,4 kilometer lange etape, som blev vundet af Frederik Rodenberg Madsen fra Team Vejle Ballerup Lyngby. I toppen af klassementet finder man ligeledes de to landsholdsryttere med Charmig på en 4. Plads, Norsgaard på 3., Frederik Rodenberg Madsen på 2. Pladsen og i den gule førertrøje sidder Niklas Larsen fra Team Schrøder.
Det danske U17 Landshold har i øvrigt netop kvalificeret sig til Ungdoms OL.

I morgen venter en 5,4 kilometer lang enkeltstart, som skydes i gang kl. 9.00